Derfor får nogle mennesker eksamensangst

kvinde sidder med eksamensangst

Gennem uddannelsessystemet har du måske selv oplevet en voldsom eksamensangst, eller måske oplever du det lige nu? Hvis ikke du selv har mærket det på egen krop, er der stor sandsynlighed for, at du kender nogen, der har oplevet det. Det anslås nemlig, at op mod 15-20% af studerende har eksamensangst.

Eksamensangst er en særlig form for angst, som kun kommer i forbindelse med eksamener og andre situationer, hvor man skal vurderes.

For langt de fleste studerende medfølger der en nervøsitet og spænding forud for en eksamen, fordi der er noget på spil. Men for nogle tager dette så meget overhånd, at det forårsager en decideret angst for ikke at præstere, som viser sig med både fysiske og psykiske angstsymptomer. Men hvorfor får nogle mennesker eksamensangst, som bliver en stor forhindring for ens gang igennem uddannelsessystemet, mens andre mennesker kan bruge den naturlige nervøsitet til at skærpe sanserne og gå op at præstere, når det gælder? Det ser vi nærmere på her.

Årsager til eksamensangst


Som det er med alle former for angst, er der ikke én årsag til, at man får eksamensangst. Der er nemlig flere faktorer, som spiller ind. Det kan fx være:

  • En reel eller en følelses af forventningspres fra sig selv, familie eller uddannelsesstedet, undervisere eller medstuderende
  • Tidligere dårlige erfaringer med eksamenssituationer
  • Tidligere erfaringer med at blive udstillet eller føle sig udstillet
  • Man føler et ubehag ved at være i centrum
  • Man har selv opstillet nogle urealistiske krav til en selv
  • Andre mennesker stiller urealistiske krav til en
  • Man har ikke nogle teknikker til at håndtere ens nervøsitet på en konstruktiv måde
  • Man har andre psykiske lidelser

Hvis man har de rette teknikker til at håndtere nervøsiteten konstruktivt, ikke oplever et urealistisk indre eller ydre pres for at skulle præstere på et bestemt niveau, vil man i højere grad kunne bruge den naturlige følelse af spænding og nervøsitet til at skærpe sanserne, når det gælder, og dermed gå op og præstere ved en eksamen. Hvis dette ikke er til stede, kan det udvikle sig til en voldsom eksamensangst, der i værste fald kan gøre, at man ikke kan gennemføre eksamenen.

En stor hindring for den enkelte igennem uddannelsessystemet

For den enkelte er eksamensangst et reelt stort problem, og det kan det være igennem hele uddannelsessystemet. Når man har eksamensangst, bliver nervøsiteten nemlig så stor, at det udløser stærke psykiske og fysiske reaktioner, som i værste fald kan betyde, at man slet ikke dukker op til eksamen, eller ikke kan bestå den. Symptomerne er nemlig så voldsomme for den enkelte, at det både kan forhindre en i at læse op til eksamen og overhovedet dukke op og færdiggøre uddannelsen.

Symptomerne og kendetegn

  • Tanker om og frygt for, at eksamen bliver ubehagelig eller skamfuld 
  • Man har en tendens til at undgå alle situationer, der måtte minde en om eksamenen. Det betyder også, at eksamensforberedelsen kan blive rigtig svær, da man undgår at åbne bøgerne for at forberede sig. Med andre ord, man laver overspringshandlinger eller bliver handlingslammet.
  • Koncentrationen og hukommelsen bliver påvirket
  • Man bebrejder sig selv og “slår sig selv i hovedet” 
  • Man kan opleve tankemylder
  • Man kan blive irriteret og frustreret 
  • Man kan opleve en stor tristhed, og det kan være svært at kontrollere gråd 
  • Man kan have en tendens til at isolere sig 
  • Man kan få hjertebanken
  • Fordøjelse og vejrtrækning kan blive påvirket og blive uregelmæssig. Mange beskriver det som om, at halsen snører sig sammen  
  • Man kan opleve søvnbesvær 
  • Man kan få kvalme
  • Man kan hyperventilere

Hjælp til eksamensangst gennem terapi-behandling

Som ovenstående viser, er eksamensangst ikke for sjov, og det kan være meget invaliderende for den enkelte. Derfor er det vigtigt at søge hjælp til eksamensangst. Gennem terapi hos en psykolog kan man få hjælp til og behandling for eksamensangst.   

Her vil man få hjælp gennem samtaler og konkrete redskaber til at håndtere angsten. Under samtaler med en psykolog vil I sammen skabe indsigt i, hvad der har forårsaget eksamensangsten, mens psykologens konkrete redskaber vil hjælpe en til at kunne håndtere eksamener og andre situationer, hvor man bliver vurderet, på en gravidt bedre og bedre måde, så det til sidst ikke opleves så svært.